En lang række af tilfældigheder – eller?

H. K. Neerskov fortæller, hvordan han blev involveret i at hjælpe børn i Georgien.Vi havde været gift i 33 år. Men min hustru Ninna skrantede, og hun blev ved med at udskyde et besøg hos lægen, som ikke kunne stille nogen diagnose. Efterfølgende laboratoriebesøg og undersøgelser på hospitalet indgik i den almindelige kø.

Hans Kristian Neerskov

Men så kom der brev fra overlægen, som gerne ville tale med hende og mig. Han var utrolig nænsom og tog sig god tid til at fortælle os, at hun havde cancer: i lunger, i lever, i knogler, i knoglemarven, i hjernebarken og i samtlige lymfekar.
For mit vedkommende var dette en dødsdom, men min hustru sagde: ”Jeg skal ikke dø, men leve. Jeg har mand, børn og børnebørn og svigerbørn!” Overlægen svarede roligt, at så måtte vi jo hellere starte en kur med kemoterapi. Da vi gik ud fra konsultationen, hviskede lægen mig i øret: ”Højst to måneder.” Jeg var nærmest i chok.
Den næste morgen sagde jeg til Ninna: ”Så langt det står til mig, så skal du ikke indlægges på hospitalet!” Hun spurgte mig, hvad jeg mente med det, og jeg svarede, at jeg ville passe hende hjemme hver dag. Det mente hun ikke kunne lade sig gøre, men jeg forklarede hende, at jeg ville være hos hende om dagen, og så ville jeg arbejde om natten.

De næste ti måneder gik jeg som regel på kontoret klokken 22.30 og kom hjem igen ved tre-tiden om morgenen. Når min hustru overlevede så længe, var det nok fordi, hun havde bestemt sig for, at hun ville leve, så lægens to måneder blev gjort til skamme.
Om morgenen sørgede jeg for mad til min hustru, inden jeg klokken otte mødtes med mine sekretærer på kontoret. I nattens løb havde jeg dikteret breve og forberedt dagens arbejde. Klokken 15.30 kom jeg så og skrev posten under. Foruden kontoret i Bagsværd havde vi også en kurerbase i Bayern og et kontor i Texas.
En dag læste jeg, at der var et kursus i sjælesorg for præster på Nyborg Strand. Det kunne jeg godt tænke mig at være med til, så Ninna syntes, at jeg skulle melde mig til det. Det var jeg nu ikke til sinds. Jeg skulle jo passe hende, men hun svarede, at vi kendte en sygeplejerske, som nok ville hjælpe os de fire dage i februar.

Så kom julen 1993, og jeg gik og pyntede op i stuerne og pyntede juletræ. Mens jeg gjorde det, tænkte jeg på den jul, vi om nogle dage skulle fejre. Det skulle være den bedste og flotteste jul, vi nogen sinde havde haft. Samtidig kom jeg i konflikt med mig selv. Hvordan kunne vi spise i overflod, når børn i Georgien sultede? Til sidst blev jeg lidt desperat, jeg tog telefonen og ringede til Udenrigsministeriet.
Jeg bad om Danida, og jeg forklarede, at jeg pyntede op til jul, at min hustru lå for døden, og at vi skulle fejre julen på bedste måde, men som formand for Dansk Europamision, der havde nær kontakt til Georgien, kunne jeg ikke holde ud at tænke på, at børn i Georgien led sult.
Men svaret lød ganske enkelt: ”Jeg ved godt, hvem De er, pastor Neerskov, og jeg kan her i telefonen love Dem tre millioner kroner, men jeg må bede om, at De skriver et brev til Danida og redegør for situationen.”

Brevet blev dikteret samme nat, underskrevet og sendt næste eftermiddag. Vi nåede helt hen til først i februar måned, da der kom brev fra Udenrigsministeriet. Her lå sandelig en check på tre millioner kroner. Nu havde jeg et nyt problem. Jeg var nødt til at rejse til Georgien. Men jeg havde jo et løfte på mig over for Gud og min hustru, at jeg skulle blive og passe hende.
Blot nogle få dage senere blev jeg ringet op af forsvarsminister Klaus Hækkerups sekretær, som på ministerens vegne skulle spørge, om jeg ville rejse med i et militærfly til Georgien i fem dage, og det viste sig, at det var nøjagtig de dage, hvor jeg havde tilmeldt mig kurset på Nyborg Strand. Det sendte jeg afbud til og tog i stedet ud til Værløse lufthavn blot nogle kilometer fra mit hjem.

Her mødte jeg ministeren, departementschefen, ambassadøren, nogle generaler og andre. Vi var i alt 12 passagerer og fire besætningsmedlemmer. Men vi havde ikke fløjet længe, før adjudanten kom og sagde til mig, at ministeren gerne ville tale med mig, så departementschefen og jeg byttede plads i tre kvarter.
Det blev en hyggelig samtale, hvor jeg takkede for, at jeg var med og spurgte Hækkerup, om han vidste, at jeg havde fået tre millioner kroner til fødevarer for børn i Georgien. Det anede han ikke noget om. Så spurgte jeg ham, hvorfor jeg i det hele taget sad i dette fly. Han svarede, at det skyldtes ambassadør Christian Faber Roed. Han var ambassdør for Ukraine, Georgien og Armenien. Hækkerup havde ringet til ham i Kiev i Ukraine, hvorfra han passede ambasadørjobbet for de tre lande. Han skulle komme hjem for at flyve med til Georgien.

Jeg var nu i Tbilisi (hovedstaden i Georgien) for at få oprettet det kontaktnet, som skulle modtage og distribuere madvarerne, når de senere ankom.

Da havde Faber Roed spurgt, om der var en ledig plads på flyet, for han ønskede, at Hækkerup skulle invitere mig med. Ingen af dem vidste noget om de tre mio. fra Udenrigsministeriet. Men inden ambassadøren rejste ud til sit nye job, havde han bedt mig om en samtale. Han ville gerne vide, om jeg kunne give ham nogle oplysninger om de tre lande. Det blev til en lang og god samtale, hvor jeg lovede, at jeg fremover ville telefaxe relevant materiale, som han måske kunne have nytte af.
Vi havde vort eget pressebureau, Daneu Press, og der kom til stadighed nyheder ind vedrørende disse tre lande. Også nyheder, som han ikke ville få på anden måde, fordi vi var i kontakt med en del kristne pressebureauer i verden, som gav os relevante oplysninger. Det havde vi nu sendt hver uge i halvandet år, og nu kom så takken.
FN-tropperne var under kommando af den danske general Videgård, som også havde besøgt mig inden han rejste ud. Jeg var nu i Tbilisi (hovedstaden i Georgien) for at få oprettet det kontaktnet, som skulle modtage og distribuere madvarerne, når de senere ankom. Jeg nåede min mission, og da jeg kom tilbage til DK, fik jeg Caritas og Civilforsvaret til at tage sig af det praktiske.

De rejste derned fire mand, købte maden i Tyrkiet, og den blev fragtet til Tbilisi i 27 lastbiler. I forvejen havde jeg aftalt med patriarken for Den Ortodokse Kirke og med nuntiusen fra Den katolske Kirke, at de skulle have depoter parat, og i samarbejde med og overvåget af det danske civilforsvar skulle de distribuere maden.
Når jeg ser dette i bakspejlet, har jeg intet at rose mig af. Jeg havde ikke lagt planer eller stået for en masse detaljer. Jeg havde nærmest i desperation løftet telefonrøret og sagt noget, der var temmelig vanvittigt til en overordnet person hos Danida. Men der var en masse små detaljer, som på en eller anden måde passede sammen.

Min kone havde overbevist mig om, at jeg skulle tage til det kursus på Nyborg Strand. Hun var også kommet med idéen om, at en sygeplejerske kunne passe hende i de dage. Det var måske Gud, der havde planlagt alt dette? Det var i hvert fald højst usædvanligt, at en overordnet i udenrigsministeriet i telefonen lovede mig tre millioner kroner. En anden indikation var, at rejsen faldt netop på de eneste fem dage i min hustrus lange sygdomsperiode, hvor jeg havde mulighed for at rejse!
Jeg havde heller ikke bedt ambassadøren om at hjælpe mig. I øvrigt vidste jeg naturligvis intet om, at forsvarsministeren med følge var på vej til Georgien. Flyveturen tog blot 3½ time med dette militærfly, mens den ellers med rutefly tog 24 timer med overnatning i enten Moskva, Wien eller Istanbul.
Det hele lignede en lang række af tilfældigheder, som jeg ikke havde indflydelse på, men på en eller anden måde måtte det have en styring. Vi er vel alle mere tilbøjelige til at tale om tilfældigheder i en sådan situation end at give Gud den ære, som tilkommer ham.
Min hustru levede indtil juli 1994, hvor hun med frimodighed så døden i øjnene, og de sidste to uger af hendes liv havde vi det dybeste og mest inderlige fællesskab i troen på, at Jesus er vor Frelser, og at vi skal mødes igen.

Hans Kristian Neerskov er præst og forfatter.
Stiftede Dansk Europamission, som oversatte og smuglede bibler og kristen litteratur ind bag jerntæppet.